Der er fuldmåne den 10. maj kl.23.43.
Denne fuldmåne er årets mest transformerende tid, da det samtidig er det Buddhisterne kalder for Wesakmånen. Wesakmånen er fejring af Vesak (Buddhas dag), som er en fejring af Buddhas rejse, dvs. hans fødsel, hans opvågenhed og hans død/overgang. Man siger det er den dag, at Buddha vender tilbage til et bestemt sted i Himalaya bjergene, for at ophøje jordens åndelig energi de næste 12 måneder. Da månen samtidig påvirker jordens vand – som er kilden til alt liv – har den specielt meget stor betydning.
Ud over det, så forstærker denne fuldmåne også dine følelser. Hvis du har følt dig meget følsom, irriteret og bekymret, er det pga., at månen forstærker dit behov for at give slip på noget gammelt energi, der ikke længere er til gavn for dig. De sidste tråde som skal kappes, så du kan komme fri fra det som holder dig tilbage i det gamle.
Din irritation over dine egne gamle mønstre, kommer fra at du ikke helt har sluppet den måde du stadig ser tingene på, gør tingene på og tænker på. Du ved du skal ud over din sikkerhedszone, for at tingene kan udvikle sig som de skal, men det er et tovtrækkeri mellem det vante/sikkerhed og det nye/uvis fremtid. Der er så meget i vente, men når man ikke helt ved hvad det er, bliver det svært at give slip på det man kender. Det som også har en påvirkning på dig, er dit behov for at behage andre. Det kan være at tale efter munden eller undgå diskussioner, for fredens skyld. Det kan være at gøre noget for andre, i håb om de er glade, så du er fri for, at opleve de ikke er det. Det kan være en stor belastning for dit sind, hvis det står på i for lang tid.
Da månen er stærkt transformerende, er det nu, at du skal tænke på dit psykiske og åndelige velbefindende. Lad dig ikke blive holdt tilbage i en følelse af dødvande. Netop nu, er det en god idé at være som vandets ebbe og flod – slap af og bare følg strømmens rolige bevægelse, som hjælper dig hen til, hvor det er meningen du skal være. Da vand er lig med balance og harmoni, er det en god idé at tage til vandet – om så det er ved havet, en sø, en bæk eller andet – og mærke dens energi.
Rigtig god Wesakmåne!
Lys og kærlighed fra Lisa Hausgaard – clairvoyant rådgiver