Så er det snart Jul…
Og jeg har virkeligt tænkt meget på hvad det egenligt betyder. Vi kender alle historien om Jesusbarnet og Maria, Josef , stalden og de 3 Vismænd. Men det er ikke hvad denne blog handler om.
Har du lagt mærke til, at Julen ikke helt fylder tankerne på den samme måde som den plejer? Oftest har man været godt stresset i hele december måned og man pynter op og bager og/eller deltager i julearrangementer eller har travlt med julehandlen, men samtidig med en vis følelse af juleglæde. Men i år har det bare ikke været helt det samme. Ikke engang stressen er den samme. Det er ikke så mærkeligt når man tænker på hvor anstrægt et år det har været for de fleste. Det gælder for folk over hele verden. Det er som om der er en tyngende energi, som hænger over de fleste. Hvis du har læst mine sidste blogs, giver det en forklaring på en del.
Hvis man ser bort fra alt det, som er sket og ser nærmere på her og nu og, at det samtidig er juletiden, så er der mange ting der er ved at falde på plads. Lige nu er der et behov for at se indad, både fordi dette år har rykket så meget til dig, men også fordi det er vigtigt, at se på juletidens energi og betydning. Det er også vinter solhverve – som betyder vi nu går fra den mørkeste tid mod lysere tider.
Det er en tid hvor du kan føle, du er i en lidt følelsesmæssig limbo. Du er måske træt, lidt opgivende, men samtidig har en lyst og behov for forandring og fornyelse, og er stadig lidt i dette års proces med netop dét. Imens handler Julen om næstekærlighed – at give og modtage – at være sammen med familie og venner som man holder af – god mad, glæde og masser af levende lys – at se mod lyset – at tilgive dem som har såret dig. Så når man lægger de to energier sammen, så skal der ske noget inden i dig.
Gaverne er symbolske og betyder, at du giver med hjertet til dem du holder af. Det betyder ikke nødvendigvis mange store gaver. Det er interessant, for jeg møder flere og flere mennesker som siger, at de vil egentligt helst bare købe en lille ting til hver, eller helt droppe det med at give gaver. Ofte har gaverne ændret betydning og føles mere som en belastning end en glæde. Det er som om der ikke er behov for gaver så meget, som der er behov for, at være sammen med familie og venner, og fejre Julen med god mad og nærvær, samt få følelsen af samhørighed. Julen handler også om at fejre nyt liv – det er jo Jesus fødselsdag – og at se lyset i os alle, selv i den mørke tid.
Midt i det hele kan det være du har det som mig – har nogle mennesker og dyr, som du savner meget lige nu – nogle du har mistet på en eller anden måde. Ens kærlige tanker til dem, kan virke mere tydelige i denne tid, og det er en del af det med at give. Man vil gerne give sin kærlighed videre til dem man holder af, men ind i mellem er de der bare ikke til at fejre med. Det kan godt tynge ens hjerte og det kan godt føles trist ikke at have dem du holder af i nærheden, specielt når det er Jul. En savn som ofte kan overskygge den glæde der burde være der nu. Derfor er meditation godt, da du dér har muligheden for at få ro i sjælen og tankerne ved, at tænke på vedkommende og sende dem kærlighed og være i den kærlige energi, som igen giver dén overskud du har brug for netop nu. Det kan også hjælpe at meditere, og/eller fokusere på hvad og hvem du er taknemlig for i dit liv.
Med alt det gode som Julen har at tilbyde, ønsker jeg at i allesammen får en rigtig glædelig Jul, med alt den lys og kærlighed i ønsker jer.
Lys og kærlige Jul fra Lisa Hausgaard – energi healer og zoneterapeut.